Nyhedsbrev – oktober 2022

Nyheder fra Frederiksberggade:
Københavns Kommune har afholdt et dialogmøde med Foreningen BID Frederiksberggade, Lokaludvalget, Beboerforeningen og ejendomsejere i Frederiksberggade den 12. september. Formålet med dialogmødet var, at TMF (Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune) og deres rådgiver PLADS ville høre de forskellige aktørers forventninger til opgradering af gaden inden foranalysen afleveres til TMF.

Frederiksberggades butiksfacader herunder skiltning var et omtalt emne på dialogmødet, og der var bred enighed om, at der er behov for at gøre en indsats her. Københavns Kommune har ikke ressourcer til at håndhæve reglerne om skiltning, der fremgår af lokalplanen. Der var overvejende enighed om, at en opgradering af gadens belægning, belysning og inventar ikke hjælper, hvis ejendommenes facader ikke afspejler de smukke bygninger og virker indbydende.
Foreningen BID Frederiksberggade opfordrer til, at alle ejendomsejere vurderer, om deres butiksfacader herunder skiltning lever op til kravene i lokalplanen. Medlemmerne har tidligere fået tilsendt et inspirationsoplæg til facadeforbedringer, hvoraf alle butiksfacader fremgår med konkrete forbedringsforslag. Inspirationsoplægget vedlægges dette nyhedsbrev.

Ejendomsejerne opfordres til at forhøre sig hos sine lejere, om der er søgt og modtaget tilladelse til nuværende skiltning hos Københavns Kommune. Hvis ikke det er tilfældet, bør lejerne opfordres til at få det bragt i orden, så de overholder gældende lovgivning. Butikker, der er under udlejning eller ombygning, bør ligeledes fremstå pænt, enten med transparente vinduer eller med pæn dekoration uden graffiti, plakater mv.

Aktivitets– og forskønnelsesgruppen:
Foreningens aktivitets– og forskønnelsesgruppe har været nødsaget til at sætte samarbejdet med Copenhagen Light Festival på pause på grund af situationen med stigende elpriser, da foreningen ikke vil risikere at sende et dårligt signal ved opsætning af lyskunst.
Ved input til eventuelle projekter er medlemmerne velkomne til at kontakte Liza Jessen på liza.jessen@newsec.dk.

Udlejningsprospekt:
Udlejningsprospektet kan stadig fås i trykt eksemplar på både dansk og engelsk, kontakt venligst Camilla Gerstrøm på mail camilla.gerstrom@newsec.dk, hvis prospekterne ønskes udleveret både i hard copy og digital version.

Markedsføring:
Foreningen opretter en offentlig Facebook-side for Frederiksberggade, hvor lejere og kunder kan dele nyheder og aktiviteter i gaden. Lejere vil blandt andet kunne oprette begivenheder, eksempelvis ved åbning af ny forretning eller ved fødselsdage.

Medlemsstatus:
22 ud af 29 ejendomme i Frederiksberggade er medlem af foreningen.