Ny forvaltning af BID Frederiksberggade:
Foreningen beklager, at der er gået så længe siden sidste nyhedsbrev, hvilket primært skyldes at foreningen har måttet skifte forvalter. I forbindelse med organisationsændringer og sammenlægninger i Newsec stoppede vores mangeårige kontaktpersoner i Newsec. Bestyrelsen besluttede derfor, at tiden var rigtig til at ændre forvaltningen og har indgået et samarbejde om en ny forvaltningsmodel med Bendix Marketing ved Roall Bendix Nørlev.
Den nye aftale handler i højere grad om at fungere som bestyrelsessekretariat og om at varetage foreningens praktiske opgaver vedrørende hjemmeside, kundetællerrapporter mm. De mere projektrelaterede opgaver er som udgangspunkt taget ud af forvaltningsaftalen og som følge heraf er omkostningen skåret meget ned.
Foreningens forvaltning kan herefter kontaktes via roall@bendix-marketing.dk eller via info@frederiksberggade.com.
Nyheder fra Frederiksberggade:
I august måned satte Frederiksberggade rekord i antal besøgende på en enkelt dag. Lørdag den 16. august 2025 besøgte intet mindre end 85.404 gæster gaden. Dette slår den tidligere rekord fra den 20. august 2022 med mere end 4.000 personer. Derudover bød dagen også på den næsttravleste time (kl. 16-17) samt hele 5 af de travleste timer (mellem kl. 14.00 og 18.59), siden vi begyndte at måle ultimo november 2021. Det er noget, vi alle kan glædes over.
Endnu en glædelig nyhed er, at vi kan melde om adskillige nye udlejninger i Frederiksberggade! Med undtagelse af de lejemål, der er under ombygning, og tilsyneladende et enkelt mindre lejemål med mørke ruder, er der lys i alle vinduer og glade kunder i butikkerne.
Foreningen har arbejdet intenst på realisering og fundraising for kunstprojektet BLOMSTERSKOLEN. I løbet af efteråret har der været møder med Lokaludvalget for Indre By, Teknik- og Miljøforvaltningen og med rådgivningsvirksomheden LYTT, der er udpeget af Københavns Kommune til at forestå anlægsprojektet, når det på et tidspunkt skal gennemføres.
Der er på nuværende tidspunkt opnået tilsagn om støtte til kunstprojektet fra Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond samt fra Knud Højgaards Fond. Derudover er der tilsagn om individuel støtte fra flere ejendomsejere i Frederiksberggade og sammen med fondsbidragene og foreningens egen opsparede egenkapital er godt 1/3 af de nødvendige ca. 15 mio. kr. til projektet nu sikret. Der pågår stadig et stort arbejde for at rejse de resterende midler og der afventes svar på fondsansøgninger fra godt og vel et dusin fonde.
Kunstnerne arbejder videre med konkretiseringen af projektets elementer – og så er der nyt om fundamentsten fra Vesterport, som nu planlægges integreret i gadens belægning som en form for historiske trædesten.
Butiksåbninger:
I starten af september åbnede Dubbu i nr. 14. Dubbu er kosmetik målrettet det yngre publikum, hvilket er helt i tråd med visionen for Frederiksberggade.
I nr. 8 er The Cotton Company åbnet, hvor man kan designe sin helt egen tote bag på få minutter. Noget der helt sikkert falder i den yngre målgruppes smag.
I nr. 25A er der ligeledes åbnet en tote bag butik med et bredt udvalg af mønstre og design.
I nr. 3 åbnede Nelly.com for nylig en butik, der sælger mode, sko, accessories og skønhedsprodukter til unge voksne. Nelly.com er mest kendt som en online platform, men er et godt eksempel på tendensen med, at de populære platforme også åbner fysiske butikker og vi er glade for, at et koncept, der henvender sig til unge, har valgt Frederiksberggade.
I nr. 34 er modebutikken I Am åbnet. Det er et nyt brand med en klassisk tøjstil, men med mulighed for individualisering med eget valg af stil på ryggen af klassiske denimjakker. Butikken huser desuden midlertidigt Badolina, mens deres butik i nr. 15 er under ombygning frem til næste sommer.
I nr. 2 åbnede den længe ventede Bestseller butik endelig onsdag den 26. november 2025. Butikken er et flot showroom for Bestseller koncernens mange modebrands og – om ikke andet – er butikken et besøg værd for den fantastiske arkitektur og indretning, krydret med kunstneriske installationer, som besøgende mødes af.
Foreningen byder et varmt velkommen til alle de nye butikker i Frederiksberggade.
Aktivitets- og forskønnelsesgruppen:
Ved input til eventuelle aktiviteter er medlemmerne velkomne til at kontakte foreningen på info@frederiksberggade.com.
Udlejningsprospekt:
Udlejningsprospektet kan fås både på dansk og engelsk og det er tilgængeligt på hjemmesiden. Kontakt venligst Roall Bendix Nørlev på roall@bendix-marketing.dk hvis du ønsker at få et udlejningsprospekt tilsendt.
Markedsføring:
Alle ledige butikslejemål i Frederiksberggade, der fremgår af Ejendomstorvet og Lokalebasen, vises på hjemmesiden via følgende link: https://frederiksberggade.com/lejemaal/.
Medlemsstatus:
Antallet af medlemmer er 19 medlemmer ud af i alt 27 ejendomsejere i Frederiksberggade.
Kundetællerrapport:
Det samlede kundetal for juli 2025 var 1.486.742, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 47.959 og er index 97 i forhold til juli 2024.
Det samlede kundetal for august 2025 var 1.591.832, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 51.349 og er index 103 i forhold til august 2024.
Det samlede kundetal for september 2025 var 1.111.598, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 37.053 og er index 98 i forhold til september 2024.
Det samlede kundetal for oktober 2025 var 1.216.607, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 39.245 og er index 100 i forhold til oktober 2024.
Medlemmerne har fået tilsendt en opdateret oversigt over kundetallene til og med oktober 2025. Derudover har medlemmerne fået tilsendt detaljerede kundetællerrapporter, der sammenligner månederne juli-oktober med 2024 ud fra måned og ugedag.
Julehilsen:
BID Frederiksberggade ønsker alle med interesse for Frederiksberggade en god jul med et godt julesalg i butikkerne.Ligesom de seneste to år besøger Julemanden vores gade de fire lørdage op til jul. I år uddeler julemanden godter fra Normal, der har bidraget med lidt ekstra i posen til børnene.
