Nyheder fra Frederiksberggade:
I slutningen af august fik bestyrelsen præsenteret det længe ventede skitseforslag for kunstprojektet fra kunstnerne Danh Vo og Bjørn Nørgaard. Bestyrelsen er begejstrede for skitserne og ideerne bag, men der er dog flere praktiske og økonomiske udfordringer, der skal styr på, før vi kan dele det. Bestyrelsen havde for nylig et indledende møde med kommunen, hvor bl.a. tidsplan, økonomi og praktiske problemstillinger blev diskuteret. Bestyrelsen glæder sig til at kunne præsentere projektet for foreningens medlemmer, så snart det er muligt.
Bestyrelsen har fået henvendelse fra en ejer og dennes lejer, der gør opmærksom på problematikken med den manglende overholdelse af Københavns Kommunes regler for skiltning og vareudstilling foran butikkerne. Vi vil derfor endnu engang opfordre alle ejere til at tage en dialog med deres lejere om dette, så alle bidrager til at gøre vores gade pænere og mere indbydende. Det er bestyrelsens opfattelse, at langt de fleste butikker overholder reglerne, men der er desværre nogle få, der ødelægger helhedsindtrykket af gaden med overdreven skiltning og gadevarer langt ud over, hvad der efter reglerne må være, og som ser pænt ud.
De generelle regler for opstilling af skilte og varer kan læses på KK’s hjemmeside, og den enkelte butik skal søge om tilladelse til skiltning og opstilling af varer på gaden: Tilladelse til at stille varer og reklameskilte foran butik | Københavns Kommune (kk.dk).
Specifikt for Strøget gælder Lokalplan nr. 152 fra juni 1990. Heraf fremgår det bl.a.:
”Butiksfacader skal fremtræde med udstillingsvinduer. Vinduer må ikke blændes ved tilklæbning og lignende, således at de får karakter af facadebeklædning.
Skiltning, reklamering og facadebelysning samt opsætning af markiser, udhængsskabe og andet facadeudstyr må ikke finde sted uden Magistratens godkendelse. Skilte, reklamer, lysinstallationer, markiser, udhængsskabe og andet facadeudstyr skal udformes således, at der efter Magistratens skøn tilvejebringes en god helhedsvirkning i forhold til den pågældende bygnings arkitektoniske karakter med hensyn til placering, omfang, materialer, farver, skrifttyper og lignende.
Facade- og reklamebelysning samt lysskilte, herunder blinkende reklameskilte, lysaviser, signboards og lignende, må ikke ved blænding, reflekser, farver eller ved sit udseende være til ulempe for omgivelserne eller virke skæmmende i forhold til gadebilledets særlige karakter og den pågældende bygnings arkitektoniske udtryk.”
Vi kan dog stadig glæde os over, at Frederiksberggade fortsat er en attraktiv handelsgade med mange besøgende. Indtil videre ligger året på index 103 i forhold til sidste år.
Butiksåbninger:
Siden sidste nyhedsbrev i juni er der åbnet tre nye butikker i Frederiksberggade. Envii er åbnet i nr. 12, Ducky Memories er åbnet i nr. 28, og Souvenirs er åbnet i nr. 27.
Som mange nok har set, har Sportmaster (nr. 38) haft ophørsudsalg. Det er dog allerede offentliggjort, hvem der bliver den nye lejer, nemlig Normal, som forventer at åbne engang i efteråret. Normal melder en konkret dato ud, når åbningen nærmer sig.
Udover ovenstående er bestyrelsen bekendt med, at der pågår dialoger med potentielle lejere på mindst to andre ledige lejemål i Frederiksberggade.
G4S/Strøgvagten:
På sidste års generalforsamling blev bestyrelsen bedt om at undersøge muligheden for en fælles Strøgvagt-ordning med henblik på at skabe en mere tryg hverdag og generelt en pænere gade til glæde for alle.
Bestyrelsen har indhentet tilbud fra G4S/Strøgvagten om vagtrundering i gaden i butikkernes åbningstider.
Da det ikke er en del af foreningens formål at varetage en sådan ordning, er økonomien der derfor heller ikke til, at foreningen kan betale for Strøgvagten. Derfor har alle ejendomsejere fået tilsendt en mail fra foreningen, hvor man bedes tilkendegive, om man er interesseret i en fælles Strøgvagt-ordning for Frederiksberggade. Desuden efterspørger vi også kontaktoplysninger på butikslejerne, så vi kan sende samme mail til dem. Ønsker man ikke at udlevere sine lejeres kontaktoplysninger, er man mere end velkommen til selv at sende mailen videre til dem.
Aktivitets- og forskønnelsesgruppen:
Aktivitets- og forskønnelsesgruppen er i dialog med to forskellige eventbureauer med henblik på at få stablet nogle gode og spændende events på benene i Frederiksberggade. Bestyrelsen glæder sig til at kunne informere nærmere omkring dette på et senere tidspunkt.
Ved input til eventuelle projekter er medlemmerne velkomne til at kontakte Malene Hansen på malene.hansen@newsec.dk.
Udlejningsprospekt:
Udlejningsprospektet er for nylig blevet opdateret både grafisk og indholdsmæssigt og er tilgængeligt på hjemmesiden frederiksberggade.com. Kontakt venligst Malene Hansen på malene.hansen@newsec.dk, hvis du ønsker at få et udlejningsprospekt tilsendt. Prospektet kan fås både på dansk og engelsk.
Markedsføring:
Alle ledige butikslejemål i Frederiksberggade, der fremgår af Ejendomstorvet og Lokalebasen, vises nu på hjemmesiden www.frederiksberggade.com under lejemål.
Medlemsstatus:
20 ud af 28 ejendomme i Frederiksberggade er medlem af foreningen.
Kundetællerrapport:
Det samlede kundetal for juni 2024 var 1.278.311, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 42.610 og index 102 i forhold til juni 2023.
Det samlede kundetal for juli 2024 var 1.537.524, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 49.598 og index 97 i forhold til juli 2023.
Det samlede kundetal for august 2024 var 1.546.656, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 49.892 og index 110 i forhold til august 2023.
Det samlede kundetal for september 2024 var 1.138.980, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 37.966 og index 96 i forhold til september 2023.
Medlemmerne har fået tilsendt kundetællerrapporter for ovenstående tre måneder. Derudover har medlemmerne fået tilsendt kundetællerrapporter, der sammenligner disse måneder med 2023 ud fra måned og ugedag. Bestyrelsen har besluttet, at de månedlige kundetællerrapporter fremover fremsendes hver måned – også selvom der ikke er et nyhedsbrev den pågældende måned.