Nyheder fra Frederiksberggade:
Der blev afholdt generalforsamling i foreningen BID Frederiksberggade den 9. april 2024. Tak til alle medlemmer og ejendomsejere, der mødte op. Referatet er udsendt den 29. april. Hvis du ikke mener at have modtaget det, så kontakt Malene Hansen på malene.hansen@newsec.dk.
På generalforsamlingen kom vores samarbejdspartner Creator Projects og fortalte om det permanente kunstprojekt, hvor sløret også blev løftet for, hvilken kunstner bestyrelsen har valgt til at udarbejde et skitseprojekt; Danh Vo, som har inviteret Bjørn Nørgaard med i et samarbejde.
Efter generalforsamlingen udsendte vi en pressemeddelelse, hvor kunstprojektet og kunstnerne blev offentliggjort. Historien var hurtigt i flere medier, bl.a. TV2 Kosmopol, hvor Bjarke Cloos samt Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod blev interviewet, Berlingske, Estate Media, EjendomsWatch, Magasinet KBH m.v.
Kunstneren Danh Vo er i øjeblikket i gang med at udarbejde sin skitse i samarbejde med Bjørn Nørgaard, der står bag den berømte granitbelægning på Amagertorv. Vi ser frem til at modtage skitsen til august. På generalforsamlingen blev der også fortalt om den proces, der skal i gang i forhold til at skaffe finansiering til projektet.
Butiksåbning:
Den 12. april åbnede Museum of Illusions i Frederiksberggade 24. Museet er det første af sin slags i Danmark, men har i forvejen lokationer i over 45 lande. Museet byder på interaktive installationer med optiske illusioner, der både skal være med til at danne og underholde. Dagen inden åbnede Pantella i Frederiksberggade 10 med deres udvalg af desserter, herunder pandekager med Nutella (deraf navnet). Nogen kender måske Pantella i forvejen fra deres velbesøgte butik på Nørrebrogade 51.
Utryghedsskabende situationer:
Vi vil fortsat gerne opfordre alle til at hjælpe med at indsamle billeddokumentation for de utryghedsskabende situationer, der opleves i gaden. Billeder samt en kort beskrivelse af situationen kan løbende sendes til: info@frederiksberggade.com.
Aktivitets– og forskønnelsesgruppen:
Ved input til eventuelle projekter er medlemmerne velkomne til at kontakte Malene Hansen på malene.hansen@newsec.dk.
Udlejningsprospekt:
Udlejningsprospektet kan stadig fås i trykt eksemplar på både dansk og engelsk, kontakt venligst Malene Hansen på malene.hansen@newsec.dk, hvis prospekterne ønskes udleveret enten i hard copy eller digital version.
Markedsføring:
Intet nyt at berette om.
Medlemsstatus:
20 ud af 28 ejendomme i Frederiksberggade er medlem af foreningen.
Kundetællerrapport:
Det samlede kundetal for marts 2024 var 964.723, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 31.120. I marts 2024 var der 156.000 flere mennesker igennem gaden end i marts 2023 og ca. 100.000 flere end i marts 2022. I april 2024 var det samlede kundetal 1.045.099, hvilket svarer til en gennemsnitlig daglig trafik på 34.837, hvilket er lidt under, men dog på nogenlunde samme niveau som de to foregående år.
Medlemmerne har fået tilsendt kundetællerrapporter for marts og april 2024. Derudover har medlemmerne fået tilsendt kundetællerrapporter, der sammenligner disse måneder med 2023 ud fra måned og ugedag.